Menu

Stress sidder i kroppen

Stress kan man ikke tale sig ud af og ikke planlægge sig ud af . Når man først er ramt af stress, hjælper ordene ikke. Evnen til at overskue og planlægge er ramt og fornuften står alene, uden forbindelse til alt det, der foregår i kroppen. Eller den er stået helt af.

At være stresset og alarmeret betyder, at man ikke kan sove, ikke kan falde til ro, ikke kan koncentrere sig. Man er på vagt, egentlig parat til at kæmpe eller flygte, uden dog at kunne gøre det – man er låst, frosset fast i en konstant parathed, der hverken giver plads til ro og hvile eller glæde og leg.

Vores alarmberedskab er en god ting. Det dårlige er, når vi ikke kan forlade alarmberedskabet.
Det gode ved alarmberedskabet er, at vi kan reagere på fare. At vi ikke bare lader en stor hund bide os, men løber vores vej. At vi ikke bare lader en bil køre os over, men kommer lynhurtigt væk. Og at vi kan slå fra os, hvis vi bliver overfaldet. Det gode ved alarmberedeskab er, når vi kan reagere på en fare og komme væk fra den. At vi kan bringe os i sikkerhed, så kroppen kan falde til ro.

I vores liv er en trussel ikke kun fysisk – en stor hund eller en overfaldsmand. En trussel kan også være, at man ikke kan nå det, man finder nødvendigt at nå. At man føler sig utilstrækkelig i forhold til de forventninger og krav dagligdagen stiller. Fordi tilstrækkelighed dybt i os er forudsætningen for, at vi kan høre til og blive accepteret.
Der er så mange ting, der skal være i orden, før vi kan stole på, at alt er ok, så vi kan slappe af. Når man er stresset, er det som om man aldrig når dertil. Man kan godt med sin fornuft se, at man ikke er overlevelsestruet, bare fordi man ikke fik nået det hele. Men kroppen er ligeglad. Den går i alarmberedskab alligevel. Hjertet slår uroligt, kroppen bliver anspændt, man kan ikke koncentrere sig, men heller ikke falde til ro.

Fordi stress sidder i kroppen, må man først og fremmest arbejde med kroppen og alarmberedskabet, for at komme ud af stressen. Det handler ikke om voldsomme øvelser, men om at få opmærksomhed på, hvordan kroppen overhovedet mærkes. Det handler om at få kontakt med de, i princippet hensigtsmæssige overlevelsesreaktioner, kroppen er låst i. Derfor er det nødvendigt at tage afsæt i hvor kroppen er, ikke i fornuft og tanker.

Når først kroppen er faldet til ro, kan det give mening at kigge på, hvad der gør, at følelsen af utilstrækkelighed opstår, og hvad der gør den så truende. Hvilke forestillinger om hvad der skal til for at man kan høre til, er man præget af? Hvor har man mon dem fra? Er der mon andre muligheder, mulighed for nye erfaringer?