Menu

Hvorfor er det hårdt at arbejde med sårbare unge?

Sofie på 16, Katrine på 14 og Tobias på 16 bor alle på en behandlingsinstitution. Jeg kommer to gange om ugen og har samtaler med dem, ligesom jeg har samtaler med de voksne og holder møder med dem. Min opgave er at hjælpe de unge, og hjælpe de voksne med at hjælpe de unge.

Det er ikke altid lige let at hjælpe. Bl.a. fordi det kan være svært at komme rigtig i kontakt med de unge. Og fordi man let kan blive ramt af afmagt, utilstrækkelighed og opgivende vrede.

Ingen af de unge magter at sidde overfor hinanden i en almindelig samtale. Det krævede alt for meget kontakt, så jeg gik eller kørte ture med de unge i stedet.
På mine ture med Sofie var hun ind i mellem vred og irriteret på mig. Jeg kunne få fornemmelsen af, at jeg hele tiden kom til at sige noget forkert, noget frygteligt dumt. Faktisk kunne jeg på nogle ture komme til at føle mig som helt håbløs og det mest værdiløse menneske i hele verden.
Den første tid jeg kørte med Katrine, sagde hun ikke så meget. Jeg kunne og kan stadig ind i mellem komme til at føle mig til overs. Som noget, der knap eksisterer, noget der kun er der som et serviceorgan og ellers helt ligegyldigt.

I lang tid var jeg usædvanlig usikker på om Tobias egentlig gad at være sammen med mig. Når vi var sammen gik det meget godt, men når vi skiltes, blev jeg usikker. Og når jeg næste gang skulle kontakte ham, kunne det være med hjertet oppe i livet. Næsten med en følelse af at trænge mig på.At opleve denne usikkerhed og følelsen af utilstrækkelighed eller ligegyldighed er noget alle voksne, der arbejder med sårbare børn og unge har erfaret. Men det er ofte et tabu imellem kolleger. Man taler ikke om det, men går og forsøger at klare det selv. Jeg brugte meget energi på, med mig selv, at holde fast i, at det alligevel gav mening at være sammen med Sofie, med Katrine og med Peter. Men jeg kunne ikke fortælle nogen, hvor umulig jeg kunne føle mig. Jeg kæmpede med følelsen af, at det bare var mig, der ikke slog til. De andre så jo ud til at have helt styr på det. De så ud til at have gode relationer til de unge. Jeg troede, det var noget med mig, at de særligt ikke kunne med mig, at jeg ikke helt vidste, hvordan de skulle kontaktes.

Det er hårdt at gå med denne hemmelige tvivl på, om man overhovedet dur til sit arbejde. Det var først, da jeg fik fat i Sverker Belins bog Galskabens magt 1, at noget gik op for mig. Han har superviseret mange steder, der arbejder med relationer som det centrale. Hans erfaring var, at de, der arbejder sådanne steder ofte kommer til at bære på de unges eller børnenes følelser.

Han forklarer denne mærkelige mekanisme med det man kalder overføring/projektiv identifikation. I praksis betyder det, at de følelser et menneske ikke selv kan bære og rumme, bliver båret og rummet af en nærtstående.

En af de udfordrende ting ved at arbejde med sårbare unge og forsøge at skabe helende relationer til dem er, at man bliver viklet tæt ind i overføringen. Man kommer til at bære på forskellige af de unges følelser. Følelser af ensomhed, af værdiløshed, af raseri og vrede, af afvisthed. Tunge følelser. Når man ikke er opmærksom på, at det ikke altid er ens egne følelser, vil man i tidens løb begynde at opleve sig som ensom, utilstrækkelig osv.

Jeg kender til flere tilfælde, hvor en kontaktpædagog på en institution kom til at føle sig helt isoleret fra sine kollegaer. I en periode havde han en oplevelse af at ingen interesserede sig for ham og hans kontakt-unge. At de to var helt alene og måtte klare det selv. Da vi på et behandlingsmøde begyndte at tale om det, var det en stor overraskelse for pædagogens kolleger. De havde oplevet at han havde trukket sig og ikke rigtig tog imod hjælp, når de forsøgte at give ham den. De syntes faktisk, han var blevet lidt mærkelig.

Det var en stor lettelse for alle at begynde at tale om det og pædagogen fik kontakt til sine kolleger igen. Alligevel blev det ved med at være en udfordring for ham at holde øje med følelsen af ensomhed og isolation. En følelse som hans kontaktunge bar på uden at kunne formulere og dele den.

Det var på samme måde en lettelse for mig, da jeg fik øje på, at det måske ikke var mig, der var tilovers sammen med Katrine, men hendes følelse af at være værdiløs, jeg fik spejlet. At det måske ikke var mig, der var utilstrækkelig sammen med Sofie, men at hun bar på en grundfølelse af ikke at slå til. At usikkerheden på relationen til Tobias ikke alene var min, men mest var en spejling af Tobias usikkerhed på relationer. Han har faktisk senere – helt uopfordret – fortalt mig, hvor usikker han er på relationer.

Erfaringen er, at når man som voksen har en dagligdag bygget på relationer med sårbare unge, vil sådanne overføringer komme. Ikke fra alle unge og ikke altid. Men jævnligt. Og erfaringen er, at det kan være en væsentlig kilde til den følelsesmæssige udmattelse, man kan opleve i arbejdet med sårbare unge. Kuren er at sætte ord på og dele med kolleger.

Overføring kan være en hjælp til at forstå

Overføring kan være en tung belastning i arbejdet, men den kan også blive en stor hjælp, hvis man tager den alvorligt.

En dag talte vi på institutionens behandlingsmøde om en ung, som vi ikke kunne få kontakt med. Han gemte sig på værelset det meste af tiden. Ind imellem gik han igennem køkkenet for komme ud at ryge og gik så tilbage igen. Næsten svævende, som nogle pædagoger udtrykte det. Madmor fortalte, hvordan hun altid havde besvær med at finde ud af, om hun skulle sige noget til ham, når han gik igennem køkkenet. Hun havde en oplevelse af, at hun ville være påtrængende og irriterende, hvis hun sagde noget til ham, og hun ville gerne have hjælp til at finde ud af, om hun skulle gøre det eller ej. Da vi fik fat i overføringsvinklen på hendes problem var der en masse ting, der faldt på plads for os. Vi fik en mulig forklaring på, hvorfor den unge var så usynlig, så svær at komme i kontakt med. Hvorfor han undveg os. En forklaring, der pegede på hvor usikker han måske er på kontakt. Hvor påtrængende og irriterende han måske kan føle sig, hvis han selv beder om kontakt. Fra den vinkel blev det meget let at give madmor svar på, om hun skulle sige noget til ham, når han gik igennem køkkenet.

Når vi på behandlingsmøder taler om en ung kan vi blive opmærksomme på, hvordan stemningen mellem os er. En dag talte vi om to piger. Da vi talte om den ene, var stemningen tung og uopmærksom. Ingen kunne rigtig holde koncentrationen, og vi ville bare have mødet afsluttet. Vi var trætte og ligeglade. Da vi begyndte at tale om den anden pige, skiftede stemningen påfaldende. Alle livede op og begyndte at fortælle små historier om ting hun havde sagt og gjort. Væk var trætheden. I stedet kom der en fælles fornøjelse over hendes pusseløjerlige væsen.
Bagefter er det muligt at se, at disse to meget forskellige stemninger fint afspejler de to pigers helt forskellige måde at bære deres besvær på. Overføring virker ikke kun i en til en relationer, men kan bæres af en hel personalegruppe. Når vi er opmærksomme på dem kan vi få øje på følelser hos de unge, som vi ellers ikke kan få øje på, fordi det er fortrængte følelser, der ikke åbent viser sig i relationen med dem.

Det betyder ikke, at vi så kan gå hen til den unge og sige, at nu ved jeg, hvordan du har det. Det er netop følelser, der ikke er tilgængelige for den unge. Vi må vente ofte længe på, at disse følelser kan udtrykkes i relationen. Derfor må vi fortsætte med at bære dem. Men der er stor forskel på om vi bærer dem, vel vidende at det er hvad vi gør, eller om vi bærer dem i identifikation og tavs skamfuldhed over at have det sådan. Der er forskel på om vi i fælleskab kan sætte ord på følelsen eller om vi forsøger at tumle den helt alene.
At sætte ord på og dele er en hjælp til ikke at blive overvældet af de følelser man bærer for en ung. Forudsætningen er, at der er åbenhed i kollegagruppen, så det er muligt at sætte ord på og støtte hinanden i denne betydningsfulde del af arbejdet.

  1. Belin, Sverker (1997): Galskabens magt. København. Hans Reitzels forlag