Menu

Første kapitel af min bog: Pædagogik til hjernen – om pædagogik og neuroaffektiv miljøterapi

1. De unges udfordringer og strategier

En dag, efter at Torben på 17 havde fået en ydmygende sms, raserede han sit værelse. Ting og møbler blev kastet rundt og dørene fik huller.

Da det var overstået, tog de voksne på institutionen en snak med ham. Han var ked af det, og han ville ikke gøre sådan næste gang, men ville henvende sig til en voksen og få hjælp til, hvad han skulle gøre. En dejlig, fornuftig dreng.
Problemet var bare, at de næste gange han fik sådan en sms, løste han det på samme måde. Værelset fik en tur, eller han løb sin vej. Glemt var alle aftaler om at henvende sig til en voksen.

Det samme gælder Katrine på 15. Hun kan ikke komme op om morgenen. De voksne snakker med hende om, at det får betydning for hendes skolegang. Det kan hun godt se, og hun vil gerne i skole, siger hun. Det virker, som om hun mener det.
Problemet er, at hun næste morgen er lige så svær at få kontakt med, og et forsøg på at snakke om aftalen fra i går er virkningsløs.

Casper kan godt se, at det roder for meget på hans værelse. De voksne tilbyder hjælp til at få det ordnet og aftaler en dag, hvor det skal ske. Da dagen kommer, må pædagogen ikke komme ind, lige meget hvad hun gør.

Det er bare nogle få eksempler på situationer man støder ind i, når man arbejder med psykisk sårbare unge. Det virker, som om de har svært ved at tage imod den hjælp, voksne tilbyder dem. Det kan se ud som om de insisterer på at blive i deres egen lille verden, og gøre tingene på deres egen måde. Selvom den måde, fra en voksen synsvinkel, ser ret uhensigtsmæssig ud.
De isolerer sig, de er rastløse, er selvskadende og har svært ved at indgå i en struktur. Det er svært for dem at udsætte behov, det er svært at få gjort rent, det er svært at følge skolen kontinuerligt. Det er svært for dem at forestille sig en fremtid som andet end et drømmebillede.

En tilgang til at hjælpe er at tale fornuft med den unge. Når unge ikke kan passe skolen, ikke kan holde aftaler osv., kan det ligge lige for at tænke i udvikling og opdragelse og på den måde at gå direkte til at ændre adfærden. Man forsøger at lære den unge at gøre noget andet og at tænke fremad og i konsekvenser. Hvis du gør sådan, så sker der sådan. Man tilbyder en strategi, der appellerer til evnen til at overveje en situation, se frem i tiden og planlægge, og at tænke i konsekvenser.
En anden tilgang er at styrke den unges selvindsigt. Man snakker med dem om, hvordan de oplever situationen, man reflekterer sammen med dem. Når der sker sådan, så sker der sådan i dig og så gør du dette. Men du kunne også gøre noget andet.
Endnu måde at hjælpe på er at tilbyde trøst og omsorg. Når den unge er trist, har selvmordstanker eller er selvskadende kan man tilbyde en strategi, der hedder at hente trøst, omsorg og forståelse. Men heller ikke denne strategi kan den unge tage imod. Strategien er flugt, drømme, isolation, rastløs aktivitet.

Når vi prøver at hjælpe Torben, ved at præsentere en anden måde at klare ydmygelser på, ser vi hans strategi udefra. En voksen kan se, at det ikke hjælper at smadre sit værelse og vi fortæller ham, at vi kan hjælpe. Vi kender en bedre måde. Men vi stopper ikke op for at forstå hans strategi: hvad det er, der giver mening i at smadre sit værelse og klare det selv, i stedet for at tage mod den hjælp, han bliver tilbudt.
Når vi forklarer Katrine, at skolen er vigtig, og når vi vækker hende om morgenen, for at hun kan komme i skole, tilbyder vi hende en strategi, der ser fornuftig ud fra en voksen synsvinkel. Men vi forstår ikke meningen med hendes strategi. Måske forstår vi slet ikke, hvad der er vigtigst for Katrine. Vi ser den måske mere som undvigelse, som manglende opdragelse eller sløvhed end som en adfærd, der giver mening. Vi forstår ikke Katrines verden indefra, men ser den i forhold til en forventet adfærd og i forhold til det socialt hensigtsmæssige.
Men de unges strategier kan ikke lige skiftes ud med nogle, for os voksne at se, mere hensigtsmæssige. Voksne strategier er strategier til at komme til at fungere i det sociale og til at få struktur på sit liv. De retter sig mod, hvordan man får trøst, når man er trist og opgivende. De retter sig mod, hvordan man får taget sig sammen, så man alligevel kan klare, det man nu skal.

De unge, jeg har mødt, har alle ønsket at gå i skole, have venner og familie, få en uddannelse og en kæreste. De udtrykker ofte ønsker om at være helt almindelige. Når de alligevel ikke kan tage imod tilbud om hjælp til at leve helt almindeligt, kunne det være fordi de, trods disse ønsker, er fyldt af noget ganske andet. Noget, som vore strategier slet ikke forholder sig til. Måske er det som at tilbyde en god bog til en, der er ved at drukne. Som at snakke uddannelse med en, der er ved at brænde inde.

I de mange år jeg har arbejdet med disse unge, har jeg hele tiden prøvet at forstå, hvad der gør det så svært at komme til at hjælpe. Jeg har prøvet at finde ud af, hvad skal der til, for at de unge slipper deres, udefra set, uhensigtsmæssige strategier. Hvad skal der til, for at de lader en voksen komme til og hjælpe? Og hvis det sker – hvad er det for en slags hjælp, de har brug for?

To ting blev efterhånden tydelige for mig i mit samvær med de unge. For det første kan og vil de unge for det meste gerne snakke fornuft med voksne, når de ikke er pressede. Men når der er pres på, kan de ikke trække denne fornuft med ind i situationen. Så trækker de sig, sover længe, eksploderer, skader sig selv. En strategi, der hænger sammen med deres tidlige overlevelse, og som ikke kan ændres gennem indsigt og fornuft.
Det andet, der springer i øjnene er, at selv når man er sammen med den unge i rolige situationer, er der en grad af distance i samværet. Man kan ikke regne med, at selv om man en dag har haft god kontakt med en ung, vil det betyde, at kontakten er der næste gang, man mødes.
Det, der går igen, er fornemmelse af, at den unge lægger distance til den voksne og den hjælp, den voksne tilbyder. Ikke som kritik, ikke som åbenlys utilfredshed, bare som undvigelse. Som fornemmelse af, at kontakten er usikker og på spil hele tiden.

Distance er overlevelse

De første gange jeg skulle have en samtale med Nanna, som dengang var 14, satte vi os ned overfor hinanden, og jeg spurgte til hendes opvækst. Hvordan har det været at være dig. Det kom der ikke meget samtale ud af. Efter 10 min gik hun bare. Det gentog sig et par gange. Så jeg måttet finde en anden måde. Jeg foreslog hende, at vi kørte en tur. Det gik lidt bedre. Jeg prøvede stadig at snakke med hende om, hvordan hun havde det. Hun afviste mig hårdt og brutalt, men blev dog i bilen. Så fandt jeg på, at jeg kunne købe gode kager til hende. Generelt ville hun ikke spise, men kager kunne hun godt lide. Vi opfandt en konkurrence om, hvordan kagerne smagte. De fik point for udseende, konsistens og smag. Hvis hun ikke kunne lide dem, fik hun lov at spytte og smide dem langt væk. Her begyndte det at gå lidt bedre med vores samvær. Samtale som sådan havde jeg opgivet. Men vi fik noget sammen. Kager og smage og hvad vi kunne lide og ikke lide. Noget af distancen forsvandt, selvom kontakten stadig var skrøbelig og usikker.

Sofie på 16 ville ikke køre, men gå. Så vi gik lange ture. Hun snakkede faktisk en del om sine problemer, og i starten anerkendte jeg blot. Det blev hun fuldkommen rasende over. Jeg skulle ikke bare sige, at det kan jeg godt forstå. Jeg skulle løse hendes problemer, hvilket for hende betød at få dem til at forsvinde. Jeg var en voksen, der skulle give hende anvisninger på, hvordan hun skulle gøre, for at få det godt. Ideen om at man kunne dele noget og dermed få hjælp, var der måske på et rent vidensplan, men var ikke i nærheden af at være noget, der styrede vores samvær. Hun ville ikke have omsorg, hun ville ikke have medleven. Hun ville hjem til sin mor og være elsket.
Det tog lang tid at finde en rytme med Sofie. Vores kontakt, for sådan en opstod der ind imellem, var hele tiden skrøbelig og sårbar og truede ofte med at gå i stykker.

De unge møder ofte mig og andre voksne som noget ydre, der ikke har noget med deres indre at gøre. Der er ikke rigtig nogen forbindelse. De kan virke vagtsomme, som om den mindste mislyd kan stoppe kontakten. Eller de kan virke fraværende og distancerede. Som om der er noget farligt i at etablere en relation, der går dybere. Nogle unge siger, som Nanna, ikke noget som helst om sig selv. Andre unge taler hele tiden om sig selv og sine følelser. Jeg har mødt unge, der fra den første dag fortæller om overgreb og andre frygtelige ting. Men uden at være der. Det er ikke til at mærke hverken dem eller sig selv. Det bliver en slags journalistisk beretning om hændelser.

Sårbare unge kan godt tale med mig og andre voksne, men der er det meste af tiden denne oplevelse af vagtsomhed eller distance. Som at gå på en knivsæg, og hvis noget går galt, så vil de enten flygte eller blive voldsomt vrede og afvisende.
Det er helt konkret, hvad der ofte sker. De trækker sig fysisk eller psykisk. De lægger distance. Denne distance, der gør kontakt svær, er interessant, fordi den kan være vejen til at forstå, hvad de unge har på spil bag deres trækken sig. I stedet for at forsøge at overvinde distancen og ville i kontakt og i samarbejde, kan man tage afsæt i den og prøve at forstå det meningsfulde i ikke at være i kontakt – i at holde distance.
Umiddelbart ser det ud til, at i stedet for at være indstillet på at være sammen og få hjælp, er disse unges udgangspunkt, at de skal overleve en farlig situation. På en måde er det, som om der hele tiden er et farligt dyr i rummet, og at de hele tiden skal holde øje med det dyr, samtidig med at de snakker med den voksne. Hele tiden parate til at flygte eller kæmpe.

Nervesystemet: 3 niveauer – 3 funktioner.

Kamp/flugt reaktionen er velbeskrevet i teorien om vores 3-delte hjerne1. Her bliver den forstået som en del af vores autonome nervesystem2, der varetager vores mest basale overlevelsesfunktioner.

De to andre dele af hjernen kaldes det limbiske system og frontallapperne. Det limbiske er enkelt sagt sæde for vores følelsesliv og frontallapperne sæde for vores fornuft, evne til at planlægge og tænke frem.

Nedenfor er en oversigt over, hvilke dele af hjerne, der varetager hvilke funktioner.

Varetager Reguleret tilstand
Det autonome Aktiveringsniveau

Opmærksomhed

Vågenhed og søvn

Kan falde til ro efter aktivitet

Kan blive aktiv efter hvile

Reagerer hensigtsmæssigt på fare

Regulerer: sig selv

Det limbiske Følelser

Tilknytning, relationer

Socialt nervesystem

Robusthed

Kan rumme følelser

Kan bede om hjælp

Stoler på relationer

Regulerer: det autonome

Frontallapperne Fornuft

Evnen til at tænke fremad og i konsekvenser

Kan koncentrere sig

Tænke i fremtid

Kan udskyde behov og impulser

Regulerer: det limbiske og det autonome

Teorien er interessant i forhold til forståelsen af de unges strategier, fordi den betoner betydningen af det autonome nervesystem. Når man møder sårbare unge er man generelt opmærksom på betydningen af følelser og relationer, og af fornuft og vilje. Men opmærksomheden på det autonome nervesystem er først ved at komme med den neuroaffektive teori.
Det autonome handler om oplevelser af tilstanden i kroppen, om der uro og anspændthed eller om det er muligt at falde til ro. Forskellen mellem ro og uro har betydning for helt basale ting som at kunne falde i søvn, at kunne koncentrere sig, at kunne mærke sult og mæthed. Men tilstanden i kroppen påvirker også udviklingen af afbalancerede følelser og muligheden for at kunne bruge sin fornuft og selvindsigt. Det autonome nervesystem er den basis, den limbiske og frontale udvikling står på.

Selvregulering er barnets evne til at kunne finde ro i det autonome og er noget barnet må lære gennem samværet med sine nærmeste. Lige som det må lære om følelser gennem samspil og udvikle sin fornuft og selvindsigt ved sit samspil med voksne. Hvis barnet ikke lærer at falde til ro vil det autonome være ureguleret, dvs være i en tilstand af kamp/flugt. Et barn, der konstant er på vagt og optaget af at overleve, vil have sværere ved at indgå i det samspil, der udvikler det følelsesmæssige og frontallappernes fornuft3.

Som voksen vil man ofte forsøge at give ro til en urolig ung gennem indsigt, fornuft og vilje. Man antager, at man gennem fornuften kan nå det autonome. Men det går den anden vej: det autonome påvirker fornuft og følelse. Det er ikke muligt gennem fornuft at lære et ureguleret autonomt nervesystem, hvordan man falder til ro. Det uregulerede, urolige, letantændelige nervesystem slår fornuften ud.

En dag, jeg kørte med Katrine, var der i radioen et indslag om, at jorden ville gå under samme dag. Grundlaget for forudsigelsen var en kristen sekts beregninger ud fra Biblen. Indslaget i radioen var dybt ironisk og gjorde tykt grin med forudsigelsen. Det fangede Katrine på 16 slet ikke. Hun spurgte uroligt til, om jeg troede det ville ske. Vi talte længe om det og efterfølgende ringede hun til sin mor og 5 pædagoger. Hun havde en ide om, at når 7 havde sagt at jorden ikke gik under, så var det rigtigt. Vore argumenter kunne hun på ingen måde tage ind. Det var ren magisk tænkning, der i sidste ende beroligede hende.

Katrine er ikke dum, men hendes autonome nervesystem er meget ureguleret. Hun er urolig, rastløs, svær at holde fast og farer let op. Hun kan egentlig godt forstå de forklaringer, vi kommer med, men de har ingen beroligende effekt. Frontallappernes fornuft kan ikke virke regulerende tilbage på det limbiske og det autonome, fordi de to systemer i sig selv ikke er regulerede.

Det bliver lettere at forstå de unges distance, deres rastløshed, deres voldsomme reaktioner på små ting, hvis man ser det som udtryk for et autonomt nervesystem, der ikke kan regulere sig selv.
Det kan f.eks. give mening til, at Peter mest og helst opholder sig på sit værelse. Han fortæller, hvordan han hele tiden har sin opmærksomhed på, hvad der sker udenfor på gangen, for at være parat. Han kan ikke sige, hvad det er, han er parat til. Han har blot en oplevelse af, at han må være på vagt. Som han siger, selv når han sover, er han på vagt. Denne vagtsomhed, denne parathed hører til i det autonome. Den gør det svært at være på værelset, men endnu sværere at være sammen med andre i et mere uoverskueligt rum, hvor det er endnu sværere at holde øje med mulige farer.

Tættere på det autonome.

Det autonome nervesystem varetager vores helt basale fysiologiske funktioner: Hjerterytme, appetit, søvn, blodtryk, men også vores aktivitetsniveau, vores opmærksomhed og søvn og vågenhed. Tilstanden i det autonome har også betydning for, hvordan vi tager mod kontakt.
Det autonome er ikke bare et mekanisk system, der kører stabilt og upåvirket. Som alle har erfaret slår hjertet hurtigere, når vi er urolige og stressede, vi kan miste appetitten og have svært ved at falde i søvn. Når vi oplever tryghed, falder pulsen, vi kan nyde maden og vi falder i søvn uden de store problemer. Når vi af en eller anden grund mærker en trussel, er det dette system, der tager over og gør kroppen parat til enten kamp eller flugt. Sætter pulsen i vejret, slukker for appetitten, fjerner trætheden, samler blodet i musklerne. Det øger vagtsomheden og lukker ned for kontakt og for det sociale.

Teorien om den tre-delte hjerne og det autonome nervesystems betydning for kontakt, samvær og udvikling, kan give en forklaring på, hvorfor sårbare unge kan have svært ved at tage mod den hjælp, de bliver tilbudt. De strategier voksne tilbyder, retter sig simpelthen mod nogle andre funktioner end dem, der er aktive hos de unge. Når vi taler fornuftigt med Katrine om skole og uddannelse, forsøger vi at tale med hendes fornuft, hendes evne til at se fremad. Det ville virke, hvis hun havde færdigheder til at regulere sit autonome system og sit limbiske system. Men de færdigheder har hun ikke. Det samspil, hun har været en del af, har ikke lært hende det. Det betyder, at vi godt kan nå hende med fornuft, så længe hun er rolig og rimelig tryg. Men lige så snart der kommer en alarmering, tager det autonome over. Hun har ingen færdigheder til at berolige sit eget autonome nervesystem, og vores fornuft kan ikke regulere det. Vi taler om uddannelse, mens hun er optaget af krokodiller.

Når vi opfordrer Torben til at bede om hjælp hos en voksen, appellerer vi til det limbiske system. Vi kan se, at han bliver overvældet af en følelse af skam og ydmygelse, og vi vil gerne hjælpe ham. Det kan han godt tage imod, når han er rolig. Men lige så snart han føler sig presset af overvældende følelser, tager hans uregulerede autonome nervesystem over, og han går i kamp. Han smadrer sit værelse. Man kunne forestille sig, at han egentlig ville smadre den, der sender ham sms’en, men det kan han ikke. Så må kampimpulsen udløses på en anden måde.

På den måde er det muligt at se en mening i de unges strategier. Og se, hvorfor de strategier, man som voksen tilbyder, ikke er hjælpsomme. Teorien om den tredelte hjerne, med dens betoning af det autonome systems betydning, peger på, at det for disse unge handler om ren overlevelse i situationer, vi andre ikke oplever som livstruende.
Det giver anledning til at udvikle helt andre strategier til at hjælpe. Strategier, der i første omgang fokuserer på de unges overlevelsesreaktioner. Fordi det er nødvendigt at kunne falde til ro, før man kan tage imod både omsorg og fornuft.

  1. Susan Hart har introduceret den teori under navnet Den neuroaffektive teori. Se litteraturlisten
  2. Som har sæde i krybdyrhjernen, den mest primitive del af vores hjerne
  3. Dette vil blive uddybet i de komme kapitler.